Menu

Drenge A 1990

MED DRENGE A I FRANKRIG - en ren fornøjelse NOYON 2-3-4 Juni 1990

Telefonen summede "Henrik Berg her", lød det i røret. "Jeg ringer for at høre, om du vil med til Frandkrig i næste uge med Vestbjerg IF's drenge A - det bliver ren ferie!"

Voila, så var undertegnede indrullet i den trup af drengespillere og ledere, der skulle repræsentere de sorrt/gule i en international turnering i Noyon, og som formidler af det franske sprog....

Torsdag den 31. maj klokken 1500 var der afgang fra Vestbjerg. De obligatoriske farvelkys og gode råd blev givet af de fremmødte forældre, der sædvanen tro så en anelse nervøse og bekymrede ud ved tanken om, at sende deres kæreste ud i den store verden.

Bussen blev startet og kursen sat, men ikke mod de franske himmelstrøg i syd. Nej bussen drejede mod nord, og rygtet ville vide, at Tylstrup Bussernes hovedsæde var målet, thi bussen manglede et sæde. Rygtet talte sandt, og efter nogen tids venten og nogle små problemer (der bla. bød på taxakørsel fra Aalborg med en nøgle som eneste passager) blev sædet monteret, og så gik det ellers over stok og sten mod Frankrig med Anders (jeep fodboldformanden himself) og Henning ( en superchauffør) ved roret og stemningen var helt i top.

Lidt syd for Aalborg blev turens faste programpunkt etableret - hasardhjørnet. Her svingede Per I, Morten og K. Knudsen taktstokken under hele busturen og hver eneste gang lejlighed bød sig - halv tolv was the name og the game!

Her i hasardhjørnet blev turens øvrige deltagere på skift klædt af til skindet, specielt synes Henrik Berg at stå for tur. Eller bød bussens underholdning på videofilm med bla. Arnold Muskelbundt og Bruce Willies, medbragte walkmann, terningespil og frække historier.

Fredag morgen var vi i Frankrig, og der var just ikke en udhvilet trup, der indtog morgenmaden på en rasteplads nogle timer nord for Paris.

Indkørslen til Paris blev sandelig noget af en blandet fornøjelse, vi var havnet i myldretrafikken, og de aggressive franske bilister frembragte stor jubel med deres hensynsløse og hasarderede kørsel, der ofte betød, at ambulancer med vilde farver og stor lyd måtte vige og vente ligesom vi andre. Nå, under kyndig ledelse af chauffør Henning ankom vi til Triumfbuen, hvor han ikke bare på mirakuløs vis fik os til centrum uden en skramme, men samtidig havde guidet og udpeget alverdens seværdigheder.

Herefter var det kun Eiffel Tårnet der talte - ikke sandt Simon!!

I samlet trup begav vi os mod det 300 meter høje tårn. Undervejs var der gang i gadehandelen, der blev pruttet om prisen og købt. En del af os blev nok snydt, med det nytter jo ikke at græde over tabte Franc.

Ved et af tårnets fødder blev vi organiseret, mange ville med helt til tops, men andre (i realiteten nok kun Simon hvis grønlandske sjæl havde det bedst med tyk is under fødderne) valgte 2. etage som mål. Trænerens mod svigtede altså, og dette måtte han høre for mange gange på turen.

Efter suset i maven og vu'et over Paris, skulle der spise, men om vi kunne opdrive noget, der bare lignede en burgerbar. Så Thomas og undertegnede prajede en taxa og vupti - Mc Donald og 30 burgere, der desværre blev noget kolde, da der opstod problemer med at finde en taxa tilbage til bussen.

Lidt efter klokken 1800 fredag ankom vi til Noyon, hvor vi blev mødt af vores franske kontaktperson - Jean. Opholdet i Noyon skulle tilbringes i en skole, svarende til et gymnasium, og måltiderne indtages i skolen kantine. Måltiderne bød i øvrigt på store kulinariske oplevelser, bla. blev der serveret kanin lørdag middag. Fredag endte hurtigt, alle var trætte, så der blev ikke tid til at hilse på vores polske naboer.

Lørdag blev en hård dag, umiddelbart efter morgenmaden var der let træning, under ledelse af cheftræner Simon og vandbærer Henrik. Derefter en kort tur på byens strøg, hvor der blev gjort en omgang indkøb.

Eftermiddagen startede med optog gennem byen, her skulle turneringens otte hold præsenteres for byens borgere i en mega prosition med andre sportsgrene samt musik. VIF truppen klædt i ens smarte fritids sæt og medbringende optogets største fane, jo man kan rolig sige, at der var stil over sagerne, da vi marcherede rundt i Noyon. I optoget var indlagt en konkurrence mellem de deltagende hold, om hvem der have den bedste slagsang, og hvem der sang den bedst. Den lille pointe fik vi ikke fat i fra start, men de andre sang, så gjorde vi det også.

Optoget sluttede med en reception på byens gamle og fornemme rådhus, hvor der udveksledes gaver og smukke ord.

Klokken 200 spillede vi åbningskampen mod værtsklubben. På tribunen var der flere tilskuere end til NB's kampe, så der huserede en hel del nerver, bla. hos Fille, han kunne ikke finde sin ene benskinne. En eftersøgning blev dog indstillet, da det viste sig, at han havde taget dem begge på samme ben!

Efter samlet indmarch, præsentation og fotografering kunne kampen sætte i gang, og vi blev presset hårdt fra start. Det så temmelig mørkt ud for holdet, men første gang vi var over midten scorede John til 1-0. Resten af kampen var et massivt pres mod vores mål og da kampen var slut, viste resultattavlen 6-1 til Noyon.

Senere på aftenen fik vi etableret kontakt til vore Polske naboer. Kun to talte tysk, men alligevel harmonerede vi på mange områder fint sammen.

Søndagen stod i fodboldens tegn. Vi skulle spille tre kampe. Vi lagde ud med at tabe 0-1 til vore polske venner, på et mål i sidste minut. Ærgelsen over nederlaget var derfor ekstra stor. Næste kamp var mod et fransk distriktshold, og kampen blev virkelig velspillet med mange chancer, hvor vores kræfter desværre slap op og - 0-5. Det var i øvrigt i denne kamp Mads blev skadet med et spark over benet, og situationen var under kontrol med bla. isposer indtil det franske Røde Kors - der var tilstede ved alle kampe - blander sig og insisterer på røntgenfotografering. Så med blå lys og udrykning kører Mads afsted. Han vender dog uskadt tilbage, og spiller sidste kamp mod belgiske Racing. Denne kamp var særdeles vigtig for endelig placering i turneringen. Derfor blev det også en spændende og intens kamp med masser af god fight - specielt Heavy udmærkede sig med en særdeles heavy fight - men desværre trak belgierne sig tilbage med en ufortjent 2-0 sejr.

Efter disse mange kampe var alle dødtrætte, men stemningen var helt i top (hvilket den for øvrigt var på hele turen, der var en fantastisk gejst og venlighed i truppen) så det hele endte i pudekamp og frække historier.

Mandag klokken 0845 forsøgte Thomas uden større held at vække os. Klokken blev næsten 10 før vi gik ombord i morgenmaden.

Resten af formiddagen var til fri afbenyttelse og næsten alle havde nogle Franc der brændte i lommen. Derefter var der råhygge og venskabeligt samvær med polakkerne før afgangen til den sidste kamp.

Placeringskampen mod de franske Val-de-Revil blev en særdeles uinspirerende affære. Drengene var trætte og udbrændte - 0-4.

Efter omklædning var det hjem til oprydning, og afsked med polakkerne. Hurraråb og gensidige slagsange og næste tårer i øjnene - venskab og forståelse uden man forstår et ord af hinandens sprog.

Der var nu kun to ting tilbage på programmet - finalen og præmieoverrækkelsen.

Turneringen blev vundet a skotske Celtic over et ungarnsk hold.

Præmioverrækkelsen var et stort påstyr med alle byens spidser indblandet. Et hav af pokaler og medaljer blev uddelt, bla. Mads modtog en kæmpe pokal for turen til hospitalet.

Højdepunktet var dog en ældre, godt pudret kvinde med frankrigs største røde mund, der insisterede på kindkys fra vore spillere. Dette frembragte nogle mærkværdige ansigtsudtryk hos VIF spillerne, en blanding af væmmelse og undren.

Med denne sidste franske gestus tog vi afsked og vendte snuden hjem.

Afslutningsvis vil jeg takke alle drengene. I er nogle supergutter som VIF godt kan være bekendt ude i den store verden.

Samtidig tak til Jens, Berg, Simon og Thomas for en rigtig fed tur - jeg vil godt med en anden gang turen går til Frankrig.

Med venlig hilsen
Torben Kristensen
Jurastuderende og i pinsen 1990 fransk tolk